Status på sommerens ekstraordinære generalforsamling i World Climbing
- Kontor Klatreforbund
- 14. aug.
- 2 min læsning
Opdateret: for 7 dage siden

Mens sommeren var på sit højeste og de fleste klatrere nok havde andet i hovedet end lange møder om idrætspolitiske emner, var der den 23. juli indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i det internationale klatreforbund IFSC – nu World Climbing.
Der var to sager på dagsordenen. Den ene var navneændringen fra IFSC til World Climbing. Den stemte vi for fra Danmarks side, og det gjorde langt de fleste nationer i øvrigt også (flere end 90 pct.).
Den anden sag var en del mere kontroversiel, idet den omhandlede en eventuel udelukkelse af Rusland, Belarus og Israel.
Klatring Danmarks (KD) bestyrelse havde forinden en drøftelse om vores holdning og besluttede i den forbindelse:
KD følger DIF’s linje i spørgsmål omkring udelukkelse af nationer. Hvis I vil orientere jer i den linje, ligger den her: https://www.dif.dk/om-dif/politikker-og-udspil/international-strategi.
Men ellers er den korte version, at DIF anbefaler en linje, hvor man ser på, om en nation overtræder idrættens egne love og regler om fx doping, politisering af idrætsarenaen osv. DIF anbefaler ikke, at man udelukker atleter fra nationer, der er i konflikt internt eller med andre nationer. Argumentet er, at det netop vil være at trække politik ind på idrættens arena.
KD noterer sig desuden, at processen frem mod og under en sådan GF dels bør være mere transparent, end tilfældet har været, og dels have en bedre sammenhæng med tidligere beslutninger om fx udelukkelser af nationer ved generalforsamlinger i World Climbing.
Man nåede dog aldrig til at gennemføre afstemningen den 23. juli: Meget kort før mødet blev der introduceret en ny "Unified Motion" som var en samling af forslag fra Australien, USA og Cypern, hvor det blev foreslået at erstatte de planlagte landespecifikke afstemninger (om suspension af Rusland, Hviderusland og Israel) med et mere overordnet principbaseret rammeværk.
Vi stemte imod dette forslag fra Danmarks side, primært fordi det blev indført meget sent i processen uden dialog og var uklart i sit præcise indhold. Men forslaget blev altså vedtaget med 56,58 % af stemmerne.
Konsekvensen er for det første, at der ikke blev stemt direkte om suspension af nogen af de tre forbund. For det andet er det uklart, hvad vedtagelsen reelt indebærer. Forslaget var som sagt en sammenskrivning af tre oprindeligt selvstændige forslag. Denne baggrund blev nedkogt til få linjers tekst i selve afstemningen, og det er nu i World Climbing’s bestyrelses hænder at gå videre med suspensionssagerne.
Jeres forbund følger sagen og er i løbende dialog med de øvrige nordiske forbund om det videre forløb.



