Hilsen fra den nye dreng i klassen
- Kontor Klatreforbund
- for 1 dag siden
- 2 min læsning

Det var en fornøjelse at møde så mange folk fra klubberne på Klatring Danmarks velbesøgte generalforsamling forleden i Odense. Tak for den venlige velkomst, det påskønner jeg meget.
Der var to ting, jeg i særlig grad lagde mærke til på dagen.
For det første, at I er gode til at fejre hinanden og anerkende hinandens bidrag til sporten. Skønt og vigtigt. Og et sundhedstegn, at det får lov at fylde noget.
Det andet var forsamlingens tilgang til de stillede forslag. Når man som jeg er helt ny – ikke bare som direktør i forbundet, men i klatresporten i det hele taget – er det svært at vide, hvad man præcis skal forvente sådan en dag. Til gengæld er jeg gammel i gårde i foreningsdanmark, og med den bagage kunne man jo godt have set for sig, at der kunne blive lange diskussioner ud af forslagene om vedtægtsændringer og nye kontingentsatser.
Begge forslag blev behandlet med plads til spørgsmål og reel diskussion, men uden drama og ondt blod. Generalforsamlingen havde det lange lys på i forhold til at sikre en bæredygtig drift, hvor forbundets økonomi ikke bliver udhulet hen over årene. Også dét er et sundhedstegn!
Den kommende tid vil jeg bruge noget krudt på at lytte, lære, læse op og stille (kloge og dumme) spørgsmål om klatring, og jeg glæder mig frem for alt til at komme rundt i alle hjørner af landet og møde jer i klubber og centre. Flere af jer har allerede rakt ud og inviteret mig på besøg.
På søndag skal jeg fx møde nogle dygtige paraklatrere og se dem træne i DBKK ude på Refshaleøen i København. Fantastisk, at der er en god chance for at have danske atleter fra vores idræt med til de kommende paralympiske lege – det er bestemt ikke nogen selvfølge.
Det og mange andre møder glæder jeg mig til, så ræk endelig ud. Jeg skal nok også gøre hvad jeg kan for at invitere mig selv på kaffe, når jeg lige får overblik over klatrelandkortet.
Mange hilsner,
Christian
Christian Lunøe er ny direktør i Klatring Danmark. 51 år gammel, far til to (nu voksne) børn. Karriere i civilsamfundet med ledelse, fundraising og kommunikation.
Bestyrelsesformand i Dansk Tennis Forbund og bestyrelsesmedlem i B.93 på Østerbro i København.
Tennisspiller, hundeejer, amatørkok, lejlighedsvis lystsejler. Er indtil videre ikke god til at klatre.



