TILBAGEBLIK PÅ 2025 - OG ET KIG IND I 2026
- ida8150
- for 6 dage siden
- 12 min læsning

Klatring Danmark udgiver hvert år en rapport, der har til hensigt at give klatremiljøet et større og mere generelt indblik i nogle af de mange fede aktiviteter, der er sket i det forgangne år. Rapporten skaber et grundlag for Årsmødet, der afholdes den 12. april 2026 og giver samtidigt et indblik i nogle af de tiltag som er planlagt for det kommende år.
Vi håber derfor, at du finder rapporten interessant, og vi glæder os til at se dig til nogle af de mange spændende events, vi har i 2026.
God læselyst!
ORGANISATIONEN KLATRING DANMARK
Klatring Danmark er klatresportens paraplyorganisation og er ejet af medlemsklubberne. Årsmødet fungerer som det årlige repræsentantskabsmøde og er organisationens øverste myndighed. På mødet vælges en bestyrelse, som tager sig af den overordnede ledelse af organisationen. Bestyrelsen har ansat et professionelt sekretariat, pt med 7 ansatte, som tager sig af den daglige ledelse og drift af organisationen. Vi har også nogle formelle udvalg og forskellige arbejdsgrupper, som du kan læse mere om senere.
Omstrukturering
Forbundet og sporten vokser, og det giver behov for tydelige roller. Forbundet skal derfor forberede sig på at stå stærkere og være i stand til at håndtere væsentligt større projekter og udfordringer i fremtiden. Sekretariatet har de seneste år været organiseret med fælles ledelse blandt konsulenterne, og det har været en løsning med både fordele og ulemper. Bestyrelsen vurderer, at det vil udvikle Klatring Danmark med ansættelse af en direktør/sekretariatschef. Processen er i fuld gang og vi håber at få suppleret sekretariatet inden sommerferien.
Målet med en mere traditionel ledelsesmodel er, at styrke samarbejdet mellem sekretariat og den frivillige bestyrelse og løfte den strategiske ledelse op på næste niveau. Vi vil øge kompetencerne og skabe en tydeligere ansvarsfordeling, samt et mere direkte bindeled mellem bestyrelse og sekretariat.
Bestyrelsesarbejdet
Bestyrelsen afholder møder ca. 7 gange hvert år, og forretningsudvalget mødes ca. 8 gange årligt. Møderne afholdes med deltagelse fra sekretariatet og arbejdsopgaven er Klatring Danmarks overordnede vision, strategi og økonomi, som udvikles i samarbejde med sekretariat, udvalg og arbejdsgrupper.
SAMARBEJDE MED DANMARKS IDRÆTSFORBUND
Klatring Danmark har et tæt samarbejde med Danmarks Idræts Forbund (DIF). DIF er en paraplyorganisation for alle de danske idrætsforbund og er finansieret gennem midler fra Danske Spil, ”Tipsmidlerne”. Ca. tre fjerdedele af de midler, DIF modtager, bliver sent videre til specialforbundene, såsom Klatring Danmark.
Klatring Danmarks støtte fra DIF falder primært i to hovedkategorier:
- Grundstøtte på ca. 1 million.
- Strategistøtte på ca. 2,5 million.
Støtten fra DIF udgør dermed størstedelen af forbundets indtægter. Med midlerne fra DIF følger også nogle krav og forventninger, og nogle af disse fastsættes i fireårige strategiplaner. Vi er nu startet på en ny periode, som løber fra 2026 – 2029 med 3 fokusområder:
Facilitetsudvikling
Vi skal skabe flere og bedre klatrefaciliteter i Danmark. Det vil vi primært gøre ved at indgå som vejledere i de klubber, der ønsker at udvide eller modernisere klatrefaciliteter.
Organisationsudvikling
Vi vil skabe flere og bedre aktiviteter i de danske klatreklubber. Det vil vi gøre via uddannelse af ressourcepersoner som trænere, rutebyggere og instruktører. Ligesom vi vil fortsætte vores tilbud om klassisk klubudvikling til de klubber, der ønsker at optimere deres organisering og struktur i klubben.
Sportslig udvikling
Vi vil hæve det sportslige niveau i dansk klatring. Det vil vi gøre ved at have en konkurrenceserie på højeste nationale niveau samt understøtte klub- bredde- og juniorkonkurrencer. Desuden vil vi udbygge vores talent-eliteprogram.
De 3 spor bygger i høj grad videre på den tidligere strategiperiode med 4 strategispor (facilitet, klubudvikling, motion og fællesskab samt børn og unge)
JUNIORPROGRAM- indendørs
Tak til alle jer som bød ind med faciliteter, frivillige initiativer og kompetencer, så vi igen i 2025 kunne tilbyde sjove, relevante og udfordrende klatreaktiviteter for børn og unge.
JuniorBattles
I 2025 blev der afholdt JuniorBattles (for de 7-9-årige og 10-14-årige) i henholdsvis Esbjerg Boulderklub og i Nørre Fælled Hallen i København. Det er altid en kæmpe fest for os at arrangere disse konkurrencer, og vi justerer løbende så ungerne bliver mødt med sjov og udfordrende klatring, samt et trygt forum at prøve kræfter med klatrekonkurrencer.
Vintertræf
Det årlige Vintertræf i 2025 var i Holbæk Klatreklub. 34 børn og unge deltog fra 10 forskellige klubber/haller. Klubben havde sørget for et fedt program med bl.a. klatreworkshops, fællesspisning, klatring i mørke og big time hygge. Tak til klubben og de ultraengagerede frivillige, som hjalp til med at det blev en rigtig god weekend.
2026
Og hvad skal der så ske i 2026 med Juniorprogrammet? Vi fortsætter som vi ”plejer”, men udvider indendørsprogrammet med to konkurrencer for de 10-12 årige og de 13-14 årige. Det bliver et ”individuelt” format, hvor man (ligesom ved Juniorbattles) skal prøve at toppe flest mulige problemer, men her uden at være på et hold. Det bliver super sjovt at udvide juniorprogrammet og prøve dette format af.

JUNIORPROGRAM- udendørs
Det har været et travlt år for vores juniorudvalg, der står for afviklingen af Juniorprogrammets klippearrangementer. I 2025 var det f.eks. Danmarks tur til at afvikle Nordic Youth Camp, der blev afviklet som en ekstra lejr oven i de to årlige klippeture for juniorerne.
Nordic Youth Camp på Bornholm i uge 29
I år stod juniorudvalget for at afvikle NYC, hvor juniorer fra hele Norden deltog. Det var en camp med højt klatreniveau, og de mange juniorer kunne sparre om klatring og skabe relationer på tværs af de nordiske lande.
I 2026 skal NYC afvikles i Norge. Vi kender dog endnu ikke den præcise lokation eller dato, men melder det ud, så snart vi har det. Vi håber, at der igen i år er en god flok danske juniorer, der har mod på at deltage.
Junior Sommertræf på Bornholm i uge 30
Ugen efter NYC stod den så på det danske sommertræf. Her var der i alt 85 glade juniorer, instruktører og trænere med til at sørge for, at det blev en super hyggelig uge med masser af klatring, sparring, inspiration, kompetenceløft og fælles sociale aktiviteter i højsædet.
I 2026 bliver der igen juniortræf på Bornholm i uge 30. Tilmeldingen åbner i første kvartal af 2026.
Uge 42 på Kullen
2025’s sidste klippetur var efterårsturen til Kullen. Det bød på klatring i en fantastisk efterårssol og hygge ved kaminen i hytten om aftenen. Der var både nye klatrere, der fik deres første granit imellem hænderne, og mere erfarne juniorer, der fik lov til at snuse til traditionelt sikret klatring. Der vil ligeledes være gode muligheder for at få udvidet kompetencerne for dem, der skulle have lyst til at deltage på efterårscampen i 2026.
Stor tak for til juniorudvalget for årets arbejde!

UDDANNELSE
Uddannelse af Trænere
TAK for jeres opbakning til vores træneruddannelser. I 2025 var der godt gang i både Træner 1 og Træner 2 i øst og vest. Det er altid en kæmpe fornøjelse at besøge jeres klubber og snakke/diskutere træning sammen med trænerne.
Fremadrettet er det blevet mere fleksibelt at blive klogere på trænerfagets emner. Både Træner 1 og Træner 2 består nu af ”fleksible moduler”. Dvs. man køber ikke længere uddannelserne som en samlet pakke, men kan vælge de moduler, man finder mest interessante.
I praksis betyder det dog, at du kun har en samlet Træner 1 uddannelse, hvis du tager alle fire moduler. For Træner 2 gælder det, at du skal have alle tre moduler (+ en Træner 1 i baglommen).
Med fleksibiliteten håber vi, at endnu flere trænere vil deltage i et eller flere af modulerne. Mange kan være presset på tid, og ønsker måske at tage uddannelsen over en længere periode.
Det er naturligvis stadig en mulighed at tage uddannelsen som tidligere, dvs. først alle fire Træner 1 moduler og derefter bygge på med en Træner 2. Nu har I blot fået flere muligheder😊

Uddannelse af rutebyggere
Vi har siden lanceringen af Rutebyggeruddannelserne haft ca. 170 rutinerede rutebyggere igennem, og i løbet af 2026-27 kommer der flere uddannelser til. Klubberne stepper mere og mere op på investering og koordinering, og kvaliteten på produktet på væggene stiger.
Videre udvikling af uddannelserne:
Vi arbejder på at udbygge vores uddannelsestilbud med et mere workshop orienteret format på lavere niveau, som kan komme ud lokalt i klubberne med inspiration og knowhow.
På øverste hylde planlægger vi 3 kommende uddannelser
2 indenfor konkurrencebyg – henholdsvis Assistent uddannelse og Headsetter uddannelse.
Vi arbejder også på en uddannelse som Rutebyg koordinatorer – altså alt det der ligger rundt om rutebygningen.

Uddannelse af Instruktører
Igen i år har der været stor efterspørgsel på vores instruktøruddannelser. Vi har afholdt kurser over hele landet, og har oplevet stor tilslutning fra både skoler og klubber. I 2025 nåede vi op på 185 nye instruktører.
Generelt forsøger vi, at veksle mellem hvilke klubber der får kurserne, så kursisterne får så kort transporttid som muligt. Hvis din klub ønsker at få afholdt et instruktørkursus, så tøv ikke med at tage fat i os. Vi bestræber os på at annoncere kurserne fire til otte måneder frem i tiden.

MOTIONS- OG KLIPPEPROGRAMMET
Klippeklatring og egenfærdighedskurser
I Klatring Danmark arbejder vi primært på at støtte op om klippeklatring og den enkelte klatrers færdigheder ved at uddanne ressourcepersoner, så klubberne selv kan varetage klippeklatring og tilbyde denne aktivitet. Vi må dog erkende, at det ikke er alle klubber, der har overskuddet til at organisere klippeture og de tungeste egenfærdighedskurser på egen hånd.
Derfor arrangerer vi festivaler, kurser og ture rettet mod klippeklatrere eller klatrere, der gerne vil i gang med klippeklatring. Dette gør vi i høj grad i samarbejde med frivillige og klubber, der har overskuddet til det – her spiller Bornholmudvalget en central rolle.
De fleste af vores egenfærdighedskurser bliver afviklet netop på "Bornholm on the Rocks", som også har sit eget afsnit i denne rapport.
Derudover har vi årligt kilekurser på Kullen - både forår og sensommer. Der har i år været god tilslutning til disse kurser, og som noget nyt har vi tilpasset enkelte kurser til et mere avanceret niveau, hvor deltagerne har fået sparring i multipitch og effektivitet på traditionelt sikrede multipitch-ruter.
Endelig har vi tilbudt multipitch-kurser, der forbereder kursisterne på at klatre multipitch på egen hånd på Amager Bakke såvel som på boltede ruter i naturen. I 2025 er disse kurser blevet afholdt lokalt i de klubber, hvor der har været ønske om det. Hvis I skulle have ønske om, at Klatring Danmark hjælper med afvikling af et sådant kursus, skal I endelig tage fat i os.
KONKURRENCER
Konkurrence kalenderen er efterhånden blevet et større tilløbsstykke med et væld af forskellige konkurrencer til forskellige målgrupper. Breddekonkurrencerne arrangeres af klubberne og de kommercielle klatrehaller. Forbundet står for at arrangere konkurrencerne på det højeste sportslige niveau.
Det gælder danmarksserierne Boulder Cup og Lead Cup, samt danmarksmesterskaber, og hvert andet år er vi vært for et nordisk mesterskab.
I 2025 fik vi afviklet 7 konkurrencer, som alle blev en stor succes. Kvaliteten af organisering, rutebygning og afvikling bliver hele tiden bedre, og de engagerede klatrere er dygtige til at skabe et stærkt og inkluderende fællesskab, hvor alle støtter op om hinanden.

Afviklet 2025 program
Kæmpe tak til de klubber, som kontinuerligt stiller deres faciliteter til rådighed for konkurrencemiljøet.
2026
I 2026 har vi justeret lidt på formaterne i Lead Cup og Boulder Cup. Vi har tilføjet en 40+ kategori med eget medaljesæt, og vi præsenterer et nyt ranglistekoncept, hvor flere konkurrencer kan tælle med.
PARAKLATRING
2025 bød på en masse fede aktiviteter. Vi afholdte samlinger for både nye og mere erfarne paraklatrere. Der er god tilslutning til disse arrangementer og altid en vanvittig god stemning.
Vores paralandshold deltog bl.a. i en World cup i Innsbruck og et NM i Bergen. Derudover tog én atlet, Peter Tramm, den lange tur til Seoul for at repræsentere Danmark ved VM - sejt gået!
Klatring Danmark har nu en officiel samarbejdsaftale med Parasport Danmark. Det er meget positivt, at vi har fået formaliseret vores samarbejde, og der er så mange fede ting i vente i 2026 og fremadrettet.
Århus Klatreklub og Dansk Bjerg og Klatreklub har begge etableret paraklatringsudvalg, som vi arbejder aktivt sammen med. Derudover afholdte Limitless Climbing Odense i 2025 åbent hus for paraklatrere, kæmpe cadeau til jeres engagement. Hvis andre klubber er interesseret i paraklatring, så kontakt os endelig i Klatring Danmark eller nogle af de nævnte klubber - vi er klar med sparring.
Paralandsholdet
Paralandsholdet består i 2026 af fem klatrere, hvoraf tre satser stort og tager til internationale konkurrencer. Vi arbejder løbende på at professionalisere vores landshold, så atleterne har de bedst mulige rammer for at træne ihærdigt og give den gas hjemme og internationalt.

TALENT OG ELITE
2025 var et fantastisk år på mange måder for både NTG og Landshold. Mange lærerige samlinger, ahaoplevelser, fællesskab og ekstraordinære præstationer både nationalt og internationalt.
Internationalt
Vi har haft travlt på den internationale scene. Vi har været repræsenteret til begge Nordiske Mesterskaber (boulder og lead) og deltaget i European Cups, EM og VM for U17 og U19. På trods af en sport i stor vækst, har vi igen i år haft mange gode resultater og nogle ekstraordinære af slagsen også. Med mange medaljer til de Nordiske Mesterskaber i både lead og boulder, samt en meget flot sølvmedalje til en European Cup boulder i U19 female (@Clara Stricker). Det bliver spændende at se, hvad den kommende sæson bringer.

Udvikling
På udviklingssiden har vi også haft travlt. Vi har startet 2 pilotprojekter op med 1 kraftcenter i Vest, i samarbejde med Århus Klatreklub, med fokus på bouldering og skilltræning og 1 kraftcenter i Øst, i samarbejde med DBKK/B&W med fokus på leadklatring. Vi er superstolte og taknemmelige for samarbejdet med begge klubber, som nu for alvor bidrager til at løfte vores dygtigste klatre til et nyt niveau. Vi arbejder målrettet sammen med klubberne for at få begge projekter forankret som en fast del af Klatring Danmarks talent- og elitesatsning.
Ud over de 2 projekter forankret i Danmark har vi også så småt startet et samarbejde op med Norge og Sverige om en fælles elitesatsning. Projektet er i sin spæde opstart, og vi er spændte på, hvad samarbejdet vil betyde for vores aller dygtigste klatrere. Vi er glæder os til også at kunne lave udviklingstiltag for senioreliten i 2026.
Den nye NTG- og landsholdsgruppe er nu udtaget, og vi sætter kurs mod 2026 med frisk energi, og vi ser frem til alt det vi skal opleve sammen i det kommende år.
SKOLER
Knap 70 forskellige skoler har tegnet medlemskab i Klatring Danmark. Det gælder alt fra folkeskoler til special-skoler, efterskoler, højskoler og gymnasier – fælles for dem alle er selvfølgeligt at de arbejder med klatresporten. Medlemskabet i Klatring Danmark giver adgang til uddannelse indenfor sikkerhed, træning og rutebygning og vi hjælper skolerne med at udvikle deres klatretilbud.

Efterskole Battle
Vi afvikler hvert år en sjov boulderkonkurrence for hold på efterskolerne. Den 16. april går det løs igen i Kolding Klatreklub hvor vi forventer mellem 30 og 40 Efterskolehold.
KLATRING DANMARKS UDVALG
Bornholmudvalget
Bornholmudvalgtet arbejder på at udvikle og fremme klatringen på Bornholm, og er støttet finansielt af Dansk Bjerg- og Klatreklub og Klatring Danmark, der også bidrager med fysiske ressourcer til udvalget.
En kæmpe tak til de mange frivillige i udvalget for den store og energiske indsats der hvert år lægges i at udvikle klippeklatring på øen.
Den største enkeltbegivenhed som udvalget arrangerer, er som bekendt klatrefestivalen Bornholm on the Rocks, og i 2025 deltog igen over 150 klatrere på festivalen over 5 dage. Som noget nyt blev der sammen PETZL arrangeret klatring ’by-night’, med aftenklatring, hvor hele Moselykken Stenbrud blev lyst festligt op.
Succesen gentages naturligvis i år, og der arbejdes allerede på planlægningen af 2026 festivalen. I år bliver dog sidste gang med Egeløkke Naturlejrplads som ramme, idet pladsen lukker ned for gæster ved udgangen af 2026. Udvalget er derfor også i fuld gang med at se på alternative lejrpladser til 2027 festivalen.
Dansk Bjerg- og Klatreklubs to årlige åbne klubture - forårsturen ’Store Bededagstur’ og efterårsturen i sensommeren, var også deltagermagneter med henholdsvis 55 og 45 deltagere.
Foruden festival og klippeture blev der i 2025 også afholdt arbejdsweekender og udført en del andet arbejde, bl.a. på forbedring af sikkerheden i Moseløkken, etablering af nye ruter, etablering af via ferrataer forbedring af faciliteterne på Egeløkke Naturlejrplads og afholdelse af dialogmøder med lokale myndigheder.
I Bornholmudvalget blev der i starten af 2025 foretaget en mindre organisatorisk omstrukturering. Annette Vilen, der i mange år har været formand for udvalget, ønskede at trække sig og der var ingen umiddelbar efterfølger, der ønskede at overtage. I stedet udpegedes Emil Traidl som fremtidig talsperson, og der blev nedsat en række underudvalg, med hver deres ansvarsområde og koordinatorer.
Bornholmudvalget består af Emil Traidl, Annette Vilen, Erling Strauss, Jens Mørch, Laust Højmark, Peter Harremoes, Line Kejser og Thomas Sigsgaard
Sikkerhedsudvalget
Sikkerhedsudvalget er udpeget af bestyrelsen, og samarbejder med sekretariatet om at udvikle sikkerhedsuddannelser.
Sikkerhedsudvalget består af Stefan Jacobsen, Malwina Tarka, Jens Peter Bøttger, Jacob Hasselbalch.
Ordensudvalget
Ordensudvalget er nedsat for at afgøre uenigheder, som vedrører fortolkning af vores egne regler og DIF’s regler. Det er et krav fra DIF, at et forbund skal have et ordensudvalg, og det er også en god måde at være forberedt på, hvis der skulle opstå uenigheder. Det kunne f.eks. være omkring eksamensafvikling eller konkurrenceregler.
På vores hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du kan klage, og hvilke sager der hører under udvalgets område.
Ordensudvalget består af Jan Bønding, Emil Nørbjerg og Torin Gundel-Reimer
Juniorudvalget
Udvalget har til formål at arrangere aktiviteter for de unge klatrere, og medvirker til at skabe stærke netværk mellem andre unge klatrere på tværs af klubberne.
Juniorudvalget består af Erling Strauss, Ole Qvistgaard, Michelle S. Larsen, Daniel Rowold, Malthe Rønnenfelt, Sebastian B. Nielsen, Targo Jensen, Simone Jensen, Tina Jensen og Tonja Jensen
Konkurrenceudvalget
Udvalget fungerer som en arbejdsgruppe, som både sparrer om udviklingen af konkurrencerne, og bakker op om afviklingen af Danmarksserierne og Danmarksmesterskaberne i Lead og Boulder.
Arbejdsgruppen består af Bent Acher Johansen, Povl Lund og Allan
Læs mere om udvalgene på vores hjemmeside








